Nyhed

Højere diger skal beskytte os mod vildere vejr

Vallensbæk og Ishøj kommuner vil sammen med Brøndby og Greve også i fremtiden basere kystbeskyttelsen på digerne i Strandparken - spørgsmålet er blot hvor høje de skal være. Derimod bliver der ingen særskilt beskyttelse af havnene

Højere vandstand i havene og stadig vildere vejr betyder, at vi skal have forbedret vores kystsikring.

I Vallensbæk og Ishøj kommuner har kystsikringen siden 1980 været lig med Køge Bugt Strandpark. Strandparkens diger har i 43 år sikret baglandet mod oversvømmelser fra havet.

Det bliver også i fremtiden Strandparkens diger, der skal beskytte bebyggelserne i de lave kystnære områder. Spørgsmålet er egentlig blot, hvor høje digerne skal være.

Vallensbæk og Ishøj kommuner har sammen med Brøndby og Greve kommuner bestilt og fået leveret en analyse fra det rådgivende ingeniørfirma Cowi om den fremtidige klimatilpasning af Køge Bugt Strandpark.

Cowi leverede analysen - kaldet et teknisk notat - i oktober, og de fire kommuners kommunalbestyrelser har i december alle godkendt, at det er løsningsforslagene i notatet, der er grundlag for det videre arbejde med kystsikringen.

I notatet foreslår Cowi, at klimatilpasningen af Køge Bugt Strandparken sker ved at benytte ”de samme naturbaserede kystbeskyttelseselementer, som Strandparken oprindeligt er opbygget af – ydre diger med strandklitter af sand og indre diger med jorddiger af morænejord, muld og sand”.  Disse anlægsmaterialers holdbarhed er ifølge notatet i princippet ”uendelig”, og der kan bygges ovenpå uden de store problemer.

Der bliver brug for en øget aktiv styring af laguner og bagvandet fra åerne. Det kræver øget dimensionering af sluser og pumper.

Ingen beskyttelse af havnene

Med kommunalbestyrelsernes beslutning om at arbejde videre med kystsikringen på basis af Cowi-notatet, har man samtidig besluttet, at man ikke vil arbejde for en løsning, der vil beskytte havnene. Det ville i givet fald formentlig være såkaldte havneporte, der kan lukkes i forbindelse med høj vandstand i Køge Bugt.

Der er i Cowi-notatet intet nævnt om sådanne havneporte og dermed heller ikke, hvad det i givet fald vil koste. På kommunalbestyrelsesmødet i Vallensbæk i denne uge blev der fra oppositionen spurgt til netop sikring af havnene, hvortil borgmester Henrik Rasmussen (K) svarede, at det var undersøgt men at det ikke "kunne svare  sig".

Løsningen er derfor, som nævnt, at hæve digerne – både de ydre i strandklitten og de indre omkring havnene.

Det ydre dige er i dag som udgangspunkt 2,80 meter, men Cowi-notatet viser, at det ydre dige visse steder kun er sikret til 2,40 meter, blandt andet helt i syd i Greve ved Sælstien, for enden af Pilestien i Ishøj og ved stien til stranden nær Vallensbæk Havn.

De indre diger er som udgangspunkt 2,40 meter. Når de indre diger er en del lavere end de ydre diger hænger det sammen med, at de ydre diger er dimensioneret til også at kunne håndtere bølgepåvirkning.

Det er ikke besluttet, hvor høje digerne skal være i fremtiden. Cowi har i sit notat udarbejdet anlægsoverslag for tre forskellige nye sikringsniveauer. Hvis man vælger et sikringsniveau på 3 meter, det vil sige indre diger på 3 meters højde og ydre diger på 4 meter, bliver de samlede anlægsomkostninger for de fire kommuner på knap 41 mio. kroner. Hæves niveauet til 3,2 m (og 4,3 meter for det ydre dige) bliver prisen knap 59 mio. kroner. Bliver niveauet 4,0 meter for det indre dige og 5,7 meter for det ydre, bliver prisen 127 mio. kroner.

Lang vej til anlægsarbejdet

De enkelte kommuners bidrag er afhængig af omfanget af kyststrækning. Ishøj kommune har mest og er noteret for omkring 40 procent af de samlede udgifter, Brøndby og Greve for hver cirka 25 procent, og Vallensbæk for cirka 10 procent.

Opgørelsen af anlægsoverslaget på kommuner skal ikke forstå sådan, at det bliver den enkelte kommunes udgift til kystbeskyttelse. Opgørelsen betyder, at den enkelte kommune som kystbeskyttelsesmyndighed beslutter, hvordan kystbeskyttelsen inden for egen kommunegrænse skal finansieres.

Cowi gør opmærksom på, at der er stor usikkerhed forbundet med prisoverslagene.

Med beslutningen i de fire kommunalbestyrelser er næste fase nu, at Kystdirektoratet skal vurdere løsningsforslaget fra kommunerne. Ifølge Cowi vil Kystdirektoratet ofte anbefale én løsning frem for andre.

Der forventes at gå 3-6 år, inden man er klar til at igangsætte anlægsarbejdet. Undervejs bliver der offentlige høringer.

Cowis notat kan læses ved at klikke på nedenstående link.