Velbesøgt affaldsindsamling
Der var 50-60 deltagere og desværre masser af affald at indsamle, da DN Vallensbæk-Ishøj og Vallensbæk Kommune søndag den 26. marts afviklede årets traditionelle indsamling af affald i naturenOrdet succes er et elastisk begreb, for hvad er egentlig en succes?
Er det en succes, at der i løbet af et par timer en søndag formiddag bliver ind- og opsamlet over 161 kilo affald i naturen og langs stier og veje i Vallensbæk. Det er ubestrideligt, at det ville have været en større succes, hvis der overhovedet ikke var affald i naturen. Men når der nu desværre efterlades alt muligt affald i naturen, så tillader vi os at betegne det som en succes, at der ved affaldsindsamlingen søndag den 26. marts blev indsamlet 161,3 kilo affald af alle slags.
55-60 personer i alle aldre deltog i årets indsamling, der bortset fra en lille byge blev afviklet i tørvejr. Solen tittede frem, men varmt var det bestemt ikke, noterede flere deltagere.
Affaldsindsamlingen arrangeres af DN Vallensbæk-Ishøj, Vallensbæk Kommune og kommunens Agenda 21-råd. Det skete i igen i år med udgangspunkt i tre indsamlingsstationer, en på Stranden, en i Bækkehuset midt i kommunen og en i Nordmarken ved sundhedshuset. Målt i vægt var der mest affald i Vallensbæk Strand med 69,4 kilo, fulgt af 53,1 kilo i landsbyen og Mosen og 38,8 kilo i Nord. Meget af det indsamlede affald var emner som plastik, cigaretskodder og engangsemballage. som ikke vejer så meget. Derfor var antallet af fyldte affaldsposer ganske stort.
På trods af, at kommunen og eksempelvis boligområder og Strandparken foretager egne regelmæssige affaldsindsamlinger, viste også dette års indsamling, at der er behov for fokus på affald i naturen - først og fremmest et fokus på at hver enkelt ikke efterlader sit affald i naturen. Åh, et cigaretskod eller en ølkapsel kan vel ikke betyde så meget? Jo, tænk hvis alle tænkte sådan. Derfor: Tag dit affald med dig og benyt de dertil indrettede skraldeposer og affaldscontainere.
Dagens affaldsindsamling afsluttede, som sædvanlig kan man skal sige, med en forfriskning og en velstegt grillpølse på legepladsen ved Bækkehuset med kommunen som vært.
Fra DN skal der lyde en tak til alle deltagere uanset alder.