De enkelte partiers fulde svar - Vallensbæk
Her kan du se de enkelte partiers fulde, uredigerede svar.ENHEDSLISTEN
Svar fra Enhedslisten Vallensbæk
Kære Johnny Petersen (formand for DN Vallensbæk-Ishøj indtil 5. oktober d.å.)
DN Vallensbæk-Ishøj
Tusind tak for dit brev, jeg skal forsøge at svare efter bedste evne.
Enhedslisten i Vallensbæk har det som et kardinalpunkt, at vi skal passe på og reetablere naturområder. Vi er rigtig glade for at DN arbejder lokalt, og fremsætter forslag der gør netop det.
Vi synes det er både naturligt og klogt at føre Moserne og Store Vejleå tilbage til mere naturlig forløb, da det understøtter biodiversiteten OG stadig kan virke som oversvømmelsessikring, det vil vi rigtig gerne arbejde for hvis vi bliver repræsenteret i kommunalbestyrelsen.
I forhold til Strandparken, så understøtter vi gerne forslag der beskytter dyrelivet, så vi vil arbejde for beskyttelseszoner især i yngletiden. Vi er dog klar over at havnene og selve stranden vil blive brugt meget i sommerperioden, da det betjener et meget folkerigt opland.
Vi mener derfor at vi skal fokusere indsatsen på at skabe ”naturåndehuller” bag klitterne og rundt om søerne.
I forhold til drikkevand, så vil vi arbejde for at der ikke må bruges pesticider i Vallensbæk kommune, vi vil desuden arbejde for at drikkevandet kontrolleres for forurening, også for stoffer der ikke har været i brug længe, men som vi kan forvente er ved at trænge ned til grundvandet nu.
Vi arbejder allerede nu for at der ikke bygges på de få steder i Vallensbæk kommune, hvor der er mulighed for at skabe mere natur/diversitet. Vi er imod den ukontrollerede vækstpolitik der er fremherskende nu, og vi har til stadighed forsøgt at få Kommunalbestyrelsens flertal til at lave en miljøvurdering hver gang de sender nye byggerier og lokalplaner i høring.
På vegne af Enhedslisten i Vallensbæk
Jens Ove Bay
RADIKALE
Svar fra Radikale Vallensbæk
Jeg er spidskandidat for Det Radikale Venstre i Vallensbæk og er i øvrigt også medlem af DN. Jeg er en ivrig Natur og dyrefotograf og færdes næsten daglig i moseområdet, bl.a. for at dokumentere dyre og plantelivet i Vallensbæk. Sidste år deltog Det Radikale Venstre aktivt i Vandgrundsgruppen, der opstod da Kommunen ønskede at bebygge det eneste bolignære rekreative område i Vallensbæk Nord. Det lykkedes efter en lang sej kampagne at få kommunen til at opgive deres planer, Så grunden nu fremstår som et næsten urørt stykke natur, hvor biodiversiteten med lidt hjælp får lov til at brede sig.
Så til jeres forskellige punkter.
Overordnet set er jeg fuldstændig enig i det i skriver og vil støtte jeres planer.
MOSEN
Vi vil, som noget selvfølgeligt for os, arbejde for at helhedsplanen gennemføres.
På mine mange, mange ture i mosen har jeg undret mig over at det mester hegnet ind og at der indrages mere og mere til heste og kør (rent a cow). Selvfølgelig er der områder, der er så sumpede at de er utilgængelige, men bort set fra de få stier, er det meste af mosen ikke tilgængelig for borgerne. Det synes jeg er en skam.
Strandparken
Vi er enige i at støttefunktioner for friluftslivet skal koncentreres omkring havnene. Strandparken skal fremstå som vild natur og må under ingen omstændigheder forvandles til en forlystelsespark.
STORE VEJLEÅ
Vi er helt enige i at åen med fordel kan føres udenom de to søer og at områderne omkring åen kan gøres vildere og dermed mere attraktivt for vores dyre- og planteliv.
DRIKKEVAND
Det er bekymrende at der er pesticidrester i alle 3 aktive boringer her i Vallensbæk. Helst skulle der jo slet ikke være pesticidrester, men hvordan man kan mindske eller helt fjerne dem ved jeg personligt ikke nok om, men det gør i måske?
NATURPOLITIK
Vi vil naturligvis være med til at sikre, at natur- og miljøforhold også vurderes, når der træffes kommunale beslutninger, hvor det er relevant. I de senere år er der bygget rigtig meget og planlagt endnu mere byggeri i Vallensbæk.
De Radikale mener at det er på tide at gøre op med BYG AMOK POLITIKKEN. Hvis der skal bygges skal det være BYGGERI MED OMTANKE, hvor der altid skal tages hensyn til naturen.
Georg Roldan
SF
Svar fra SF Vallensbæk
Mange tak for jeres mail. I SF i Vallensbæk er vi enormt interesserede i at værne om naturen. Derfor går vi til valg på fredning af grønne områder som en af vores tre mærkesager. Natur er vigtig for dyreliv og miljø, men i høj grad også for borgere. Den vilde natur er en stor del af grunden til, at mange mennesker foretrækker at bo uden for København. Jeg har svaret på spørgsmålene efter bedste evne, men mangler på nogle områder konkret viden, da SF ikke har siddet i Kommunalbestyrelsen i de sidste fire år. Svarene på jeres spørgsmål følger herunder:
1. Vil I i kommunalbestyrelse/byråd arbejde aktivt for en gennemførelse af helhedsplanen – eller har I andre forslag til at fremme biodiversiteten i Mosen?
Biodiversitet er enormt vigtig, og vi lægger i SF i høj grad vægt på, at dyre- og plantelivet får lov at udvikle sig naturligt. Når vi taler grønne områder, så er det vigtigt at huske på, at fodbold- og golfbaner langt fra er vild natur – selv om disse også har deres berettigelse. Jeg har ikke på nuværende tidspunkt nok viden om udviklingen siden gennemførslen af den omtalte helhedsplan, til jeg vil kunne give et endeligt ja eller nej til denne, men vi vil arbejde hårdt for det vilde dyre- og planteliv generelt.
2. Hvordan I vil arbejde for at beskytte Strandparkens natur, og vil I gennem såkaldt zonering begrænse friluftslivet i enkelte af søerne for at beskytte ynglende fugle?
I SF Vallensbæk er vi 100 % enig med jer i, at naturen ikke følger de kommunale grænser. Vi ønsker helt klart et samarbejde mellem de pågældende kommuner, så vi kan arbejde for Strandparken som helhed. Mange borgere bruger området til friluftsaktiviteter, og dette er vigtigt for mange. Jeg mener helt klart, det gælder om at finde den rette balance. Der må kunne findes en god løsning, hvor vi kan beskytte den vilde natur og fuglenes muligheder for at yngle, mens borgere fortsat kan dyrke friluftsaktiviteter til en vis grad.
3. Hvordan forholder I jer til ønsker om genslyngning af åen og vil I være med til at bevilge de (trods alt) begrænsede midler som skal til?
Store Vejleå skal sættes fri. Det er vi i SF Vallensbæk ikke i tvivl om. Det er svært at gøre det i Vallensbæk alene, så derfor bør det foregå i samarbejde med Ishøj, Høje Taastrup og Albertslund. Og ja, SF er villig til at sætte midler af til det. Vi har tidligere prøvet at sætte emnet på dagsordenen. Se følgende link:
Lyt til ildsjælene – red Store Vejleå - Folkebladet
4. Hvad vil I gøre lokalt for at sikre, at vandet i de lokale drikkevandsboringer ikke forurenes yderligere og sikre, at vi i også i fremtiden har rent drikkevand i hanerne?
Her er vi virkelig ude i noget af det, vi i SF Vallensbæk går enormt meget op i. Vores drikkevand skal simpelthen være rent. I Vallensbæk er der fundet pesticidresten i 100 % af de tre drikkevandsboringer, som blev analyseret, og den slags skriger jo på handling. Generelt er det simpelthen så afgørende, at vi holder fokus på forurening. Dette er vigtigt på som mange forskellige plan. Dette er et af de tiltag, vi i SF vil gøre, hvis vi får plads i Kommunalbestyrelsen efter valget.
5. Hvad er jeres bud på en naturpolitik, der giver mere biodiversitet, beskytter den eksisterende natur og ikke mindst giver bedre muligheder for dyre- og planteliv i kommunen? Vil I være med til at sikre, at natur- og miljøforhold også vurderes, når der træffes kommunale beslutninger, hvor det er relevant? Hvordan vil I sikre, at kommunens by- og boligudvikling ikke sker på bekostning af eksisterende natur?
Det bliver lidt bredt her, men helt generelt handler det om prioriteringer. Vi skal værne om dyre- og plantelivet og forbedre det på nogle steder. Det ville da eksempelvis være fantastisk at se laks i Store Vejleå igen. Selvfølgelig skal vi overveje, om natur- og miljøforhold påvirkes i negativ retning, når vi træffer kommunale beslutninger. Det kan jeg ikke være mere tydelig omkring. Vi skal minimere vores byggeri i Vallensbæk, da det har taget overhånd. Vi skal ikke bygge på grønne områder overhovedet, og hvis vi bygger andre steder, skal vi tænke på miljøet.
skal minimere vores byggeri i Vallensbæk, da det har taget overhånd. Vi skal ikke bygge på grønne områder overhovedet, og hvis vi bygger andre steder, skal vi tænke på miljøet.
VALLENSBÆKLISTEN
Svar på DN’s spørgsmål fra VallensbækListen
1. oktober 2021/ rsf & ekk
Moserne
Vores generelle holdning er fremdeles - som vi siden juni 2020 har beskrevet på vores hjemmeside - at mosen og dens anvendelse skal gøres til genstand for borgerdebat. Det er vigtigt, at vi sikrer os, at den fremtidige anvendelse rent faktisk bliver i borgernes interesse. Den nævnte helhedsplan kan selvfølgelig indgå som et element i denne debat.
Vi finder det endvidere vigtigt, at der opsættes skilte med færdselsregler i mosen, således cyklister ikke vedbliver at genere og påkøre gående: Skiltningen skal vise, at cyklister har pligt til at vise hensyn, bruge ringeklokken og holde tilbage for gående. Det samme gælder ryttere til hest. Motorkøretøjer bør forbydes.
VallensbækListen mener, at den grønne kile og de grønne friarealer i Vallensbæk er bynære rekreative arealer, der i dag repræsenterer en hybrid af både kultur og natur, der hverken kan eller bør sammenlignes med det åbne lands natur, hvor den biologiske mangfoldighed er truet.
Mosen har ikke været ’natur’ siden 1860’erne, hvor pumpestationerne i mosen blev etableret under indtryk af Dalgas’ misforståede indvinding af nyt landbrugsland. Siden har mosen været landbrugsland, losseplads og ofte misligholdt fritidsland.
Men VallensbækListen undrer sig, ligesom DN over, at der ikke siden 2015 er gjort mere for at skabe debat om mosens udvikling. Retfærdigvis må det siges, at passiviteten vist også gælder DN selv.
Strandparken
VallensbækListen mener, at den vigtigste beskyttelse af Strandparken og dens natur består i, at realisere den kystbeskyttelsesplan, som vi har præsenteret sammen med Friluftsrådet og Ole Bertelsen, og som kan tilgås på vores hjemmeside. Planens foreslåede forhøjede ydre diger kan på landsiden indrettes til motions- og fritidsaktiviteter.
Herudover er vi enige i, at støttefunktionerne til friluftsliv skal koncentreres omkring havnene, og at der kan skabes såkaldte naturzoner, hvor der er fokus på beskyttelse af natur og fugleliv, ikke mindst i yngletiden.
Store Vejleå
Ja, vi er positive over for disse genetableringsplaner, men som tidligere nævnt og siden juni 2020 beskrevet på vores hjemmeside, bør mosen og dens anvendelse gøres til genstand for borgerdebat, således at vi sikrer os, at en sådan genetablering af åen og dens miljø rent faktisk har opbakning hos borgerne.
Drikkevand
Det er kun i Vallensbæk Strandområdet, at VSVF amba indvinder vand fra egne boringer og VSVF er ansvarlig for de boringer, som de har anlagt. Det største problem har i mange år været det høje flourindhold, som selv i små mængder skader hjernen / intelligensen. Flour har VSVF mulighed for at kontrollere vandet for.
Pesticidresterne i det grundvand, som hentes op i dag, er ifølge sagens natur mere end 50 år gamle og hidrører sandsynligvis fra sprøjtning af de frugtplantager med videre, som i sin tid eksisterede i Vallensbæk Strandområdet.
VSVF har i mange årtier bedt parcelhusejere med flere om at undlade sprøjtning på deres arealer, og det bakker vi op omkring. Vi vil endvidere gerne kigge på kravene til yderligere prøvetagninger.
Naturpolitik
Anvendelsen af Vallensbæks grønne kile og strandarealerne er reguleret i Fingerplanen, Planloven med videre, som kommunen ikke kan ændre.
Men belært af erfaringerne fra vores klager over de senere års lokalplaner, som netop har repræsenteret grove overtrædelser af lovgivningen, vil vi selvfølgelig gøre vores for at disse ulovligheder stoppes.
Afslutning
Vi kender ingen undersøgelser, der dokumenterer, at ’et stort flertal af borgerne’ er interesserede i at prioritere naturen og biodiversiteten’, men VallensbækListen er selvfølgelig interesseret i gode, grønne arealer.
DANSK FOLKEPARTI
Jeg har via Facebook og gennem jeres hjemmeside noteret mig, at der skulle være sendt et brev til os den 15. september 2021. Jeg har desværre forgæves ledt efter brevet i min indbakke og har ikke kunnet finde. Der kan selvfølgelig være sket en fejl på begge sider af hegnet; men nu har jeg fået brevet og tillader mig derfor at svare på de udmeldte spørgsmål.
For så vidt angår Moserne:
Dansk Folkeparti har støttet helhedsplanen for Mosen. Det gør vi stadigvæk. Mange borgere i kommunen bruger Vallensbæk Mose aktivt i hverdagen, til gåture og motion osv. Med etableringen af shelters i mosen har borgerne også fået mulighed for at overnatte i naturen. For Dansk Folkeparti er netop dette forhold, at borgerne anspores til at bruge naturen vigtigt – og derfor er det også vigtigt for os at netop borgernes adgang til og brug af naturen sikres i alle planer og aftaler.
Strandparken:
Strandparken er ikke et naturområde i gængs forstand i og med at Strandparken er kunstigt skabt. Strandparken er vigtig for borgerne i Vallensbæk som rekreativt område. Efter vores opfattelse i Dansk Folkeparti har tilgangen til udvikling i Strandparken været for restriktiv fra bl.a. Kystdirektoratets side. Strandparken skal ikke behandles som en slags naturreservat, når Strandparken netop er kunstigt anlagt. Derfor skal det rekreative element også være i fokus. Kan det forenes med øget fokus på natur- og fugleliv stiller vi os bestemt ikke i vejen herfor.
Store Vejleå:
Det står ikke øverst på Dansk Folkepartis dagsorden at bruge kommunale midler på genslygning af Store Vejleå.
Drikkevand:
Problemet med drikkevandsforsyningen er jo desværre tæt sammenhængende med gammel forurening, hvor man ikke har været bekendt med skadevirkningerne af de stoffer, der er udledt til naturen – senest har vi jo set hele PFOS-problematikken. Spørgsmålet om sikring af drikkevandsforsyning bør først og fremmest være et anliggende for Folketinget.
Naturpolitik:
Det er afgørende at de få naturområder vi har i Vallensbæk f.eks. Mosen røgtes bedst muligt. Desuden vil vi ikke arbejde for at det bliver muligt at bygge i det grønne bælte mellem Vallensbæk Nord og Vallensbæk Strand. Vallensbæk Kommune har været gode til eksempelvis at erstatte græs med et mere varieret udbud af planter, blomster og lignende for derved at skabe bedre vilkår for insekter. Det skal vi blive ved med og gerne udvide.
Med venlig hilsen
Kenneth Kristensen Berth
Kommunalbestyrelsesmedlem, Vallensbæk
SOCIALDEMOKRATIET, ISHØJ
Kære DN
Undskyld min sene besvarelse, jeres mail er simpelhen blevet overset i min mail-boks.
Jeg ved ikke hvor lange mine svar skal være, men her giver jeg det et forsøg:
Moserne:
Ja, Socialdemokratiet vil arbejde aktivt for at gennemføre helhedsplanen for moserne. Moserne er vigtige naturområder som af naturlige grunde også bør være en del af Ishøjs natur.
Strandparken:
Strandparken er et vigtigt naturområde, der både har en praktisk funktion som kystsikring, en rekreativ funktion for kommunens borgere, og en berettigelse for dyre og planteliv. Socialdemokratiet vil arbejde for at sikre plads for både ynglende fugle og rekreative aktiviteter for eksempel gennem en zonering i enkelte af søerne, som foreslået af DN.
Store Vejleå:
Socialdemokratiet vil arbejde for at genslynge åen i samarbejde med de omkringliggende kommuner.
Drikkevand:
Socialdemokratiet vil arbejde for at ishøj kommune bliver pesticidfri kommune så vi i fremtiden begrænser forurening af drikkevand.
Vi vil også arbejde for at etablere flere skovrejsningsområder, der kan bidrage til beskyttelse af vigtige drikkevandssressourcer.
Naturpolitik:
Socialdemokratiet vil arbejde for, at Ishøj kommune i samarbejde med lokalsamfundet og relevante foreninger får udarbejdet en naturpolitik og en klar vision for Ishøj kommunes grønne profil. Vi vil også arbejde for at Naturpolitikken omsættes til konkret handling, og at der afsættes midler til realiseringen af denne
Med venlig hilsen
Merete Amdisen, Socialdemokratiet Ishøj