Nyhed

Penge til stenrev i Køge Bugt

Nu giver politikerne lidt tilbage til Køge Bugt: Politisk aftale om penge til stenrev, blandt andet et i Køge Bugt

Gennem generationer har stenfiskeri ødelagt biodiversiteten i Køge Bugt og fjernet leve- og gydesteder for fisk og andre levende organismer. Nu har et flertal i Folketinget besluttet at gøre noget ved en del af ødelæggelserne. Man er blevet enige om, at der skal etableres fem stenrev i danske farvande. Det ene skal anlægges i Køge Bugt.

Det er midler fra Natur- og Biodiversitetspakken fra december 2020 og fra Finanslovsaftalen 2022, der bliver brugt på at etablere stenrevene. Ifølge Miljøministeriet er der tale om en pulje på i alt ca. 35 mio. kroner. Der er i vidt omfang tale om genopretning eller reetablering af tidligere stenrev, som er helt eller delvist forsvundet på grund af tidligere tiders stenfiskeri.

Bag aftalen står regeringen, SF, Radikale Venstre, Enhedslisten, Kristendemokraterne og Alternativet.

- I mange år er der blevet fisket sten op fra havets bund til at bygge med. Havets dyr og planter mistede levesteder og fugle og marsvin mistede steder, hvor de kunne finde føde. Nu giver vi tilbage til naturen. Med stenrevene skaber vi bedre forhold for og passer bedre på det mangfoldige og vilde liv, der findes under havets overflade. Det er der brug for, og det er på tide, siger miljøminister Lea Wermelin i en pressemeddelelse.

Flere stenrev på vej

Initiativet og pengene falder, hvis man kan sige det, på et tørt sted. Stenrevene er fjernet i generationer, og ikke mindst Køge Bugt er blevet støvsuget for sten og i øvrigt også sand og grus. Stenfiskeriet foregik især i perioden 1920-1960. De opfiskede sten er benyttet til blandt andet kystsikring, havnebyggerier og moler. Stenfiskeri blev forbudt i 2009, men det er forsat tilladt at suge store mængder sand og grus i Køge Bugt.

En stor del af æren for det øgede fokus på anlæg af nye stenrev kan tillægges den private forening Køge Bugt Stenrev, der er bare to år gammel. Foreningen vurderer, at der er fjernet omkring 70.000 tons sten fra bugten gennem tiderne.

Ifølge foreningens hjemmeside er et stenrev er en konstruktion af sten under vandet, der fungerer som fæstningsmedie for de tangplanter som kræver en fast overflade at gro på, da de ikke kan vokse i blød mudder eller sandbund.

Et stenrev kan derved med tiden tilbyde gydepladser, skjulesteder, spisekamre og opvækstmuligheder for mange forskellige livsformer – både de stationære og fastsiddende organismer såsom tang, alger og muslinger, samt de mobile og frit svømmende dyrearter som fisk, rejer og bløddyr.

Ud over det politiske vedtagne ”stenrev med formidlingsformål”, som formentlig skal anlægges ved Køge Marina, har Køge Bugt Stenrev i samarbejde med flere kommuner og andre samarbejdspartnere planer om flere stenrev langs kysten, blandt andet et ved Ishøj Strand. Læs eventuelt mere herom på Køge Bugt Stenrevs hjemmeside.